24
Apr

Hvorfor jeg blev kristen? v/ Naser Khader

Tidspunkt
kl. 19:00
Sted
Kirkeladen
Beskrivelse
Onsdag den 24. april klokken 19.00 er der foredrag med politiker og forfatter Naser Khader i Kirkeladen, Gl. Ringstedvej 65, Holbæk. Han fortæller om, hvorfor han blev kristen. Efter et par års pause er Naser Khader nu tilbage på foredragsscene med sin unikke evne til at formidle og diskutere vigtige emner på en levende, spændende og engagerende måde. Kristendommen er det andet emne, som står højt på Naser Khaders opmærksomhedsliste. Khader har, som de fleste danskere vil vide, altid været stærkt optaget af religion. Efter Muhammedkrisen arbejdede han intenst på at reformere sin oprindelige religion, islam, i en mere moderat retning. Troen på, at det kunne lade sig gøre, fik imidlertid et alvorligt knæk efter Det Arabiske Forår. Endelig fik befolkningerne i Mellemøsten mulighed for at vriste sig løs af de forskellige diktatoriske lederes lænker – og alligevel valgte de at stemme den yderligtgående islamisme til magten. Hvorved man blot udskiftede en ufrihed med en anden. Det førte til, at Naser Khader begyndte at overveje, om ikke der er en mere eller mindre uadskillelig forbindelse mellem kristendommen og de vestlige værdier – først og fremmest frihed og demokrati. Erkendelsen har nu ført til, at han har taget skridtet helt ud af islam og ind i kristendommen. Naser Khader er begyndt på teologi på Københavns Universitet. Og hans plan er på sigt at blive præst i den danske folkekirke og hjælpe med til at udbrede ikke kun den kristne tro, men også de vestlige frihedsværdier, som kristendommen er uløseligt flettet sammen med. Her er især Paulus, der selv frigjorde sig fra en lovreligion for at gå med Kristus, en nøglefigur. I påsken 2024 udgav Naser Khader en bog om kristendommen, Jesus og Paulus. Bogen hedder: VEJEN – min vej fra koranskolen til folkekirken. Der er gratis entré til arrangementet, hvor Naser Khader undervejs forsøger at besvare spørgsmålet, om hvorfor kristendommen er attraktiv og hvorfor han er begyndt at læse teologi.